Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dessert. Vis alle opslag

torsdag den 10. marts 2011

Sunde pandekager til børn

Det er ganske vist lidt længe siden jeg sidst har fodret bloggen med en opskrift, men nu skal der ske noget :)

Idag hentede jeg børnene tidligt fra dagpleje og børnehave. Vejret her i starten af marts bærer tydeligt præg af regn, kulde og sågar også sne (!).
Da jeg samtidig ville have børnene i bad hertil eftermiddag, lavede vi en aftale: hvis de gik i bad så snart vi kom hjem, så lavede jeg pandekager og varm kakao!

Jeg har aldrig set to børn smide tøjet så hurtigt :)

Nå, men kakao'en blev den fra Naturli' (soyakakao) og pandekagerne blev disse:

Ingredienser
1 lille æble (uden kernehus)
½ banan
1 kop havregryn
½ kop mel
2 æg
1 spsk. honning
½ tsk. vanillepulver (fra Urtekram)
rismælk (ved ikke lige hvor meget jeg kom i, men bedøm det selv).

Jeg smed det hele i vores Vitamix-blender og gav det en snurretur.
Lidt kokosolie på panden og så ellers stege dem, som klassiske Rasmus Klump pandekager :)

Det var et hit hos ungerne - én ville have lidt sirup på og en anden ville have fars hjemmelavet syltetøj.

Velbekommen :)

tirsdag den 2. marts 2010

Hjemmelavede flødeboller - SINDSYG GODE!!

Vi var forleden hos nogle venner, hvor vi blev budt på en hjemmelavet flødebolle.
Det kunne min kone ikke stå for, så hun strøg hjem og fandt denne video - og så gik hun igang.
Efter et par forsøg, så er det sgu ved at være noget der ligner det man kan købe i chokoladeforretninger.

Så bare klø på - de bliver sindsyg gode!!


tirsdag den 7. juli 2009

Koldskål - uden mælk

Så er det godt nok blevet sommer, og derfor er det ikke altid at den varme mad tiltaler en.
Forleden var rigtig varmt, og menuen stod egentlig på lammefrikadeller. Men i stedet valgte vi at lave en gang koldskål.

Her er opskriften på vores fremragende koldskål, som vi serverede med glutenfri müsli fra "KUR", da vi ikke lige havde nogle glutenfri kammerjunker :)

Ingredienser
3 æg
3 spks. sukker (vi brugte birkesød)
½ tsk. vanillepulver
7 dl. sojamælk
2 spks. citronsaft

Slå æggenen ud i en skål og pisk dem med sukker og vanillepulver. (Skold evt. æggene i nogle få sekunder - så har du dine egne salmonellafri æg!)
Når det er rigtig luftigt, tilsætter du mælk og citron og pisker en lille smule mere.

Så er det ellers klar til servering :)

Tip: Du kan også tilsætte en smule sojayoghurt sammen med mælken - så bliver den mere cremet.

onsdag den 8. april 2009

Frugtsalat

Man kan sagtens lave frugtsalat uden at der skal en masse flødeskum i.
Indrømmet... det gør den bestemt ikke ringere, men hvis du ikke tåler mælk, så kan du enten lave den uden eller med sojaflødeskum. Det fås både på brik og på sprøjteflaske.
Men her laver vi den altså uden :)

Bemærk: frugtudvalget er kun et eksempel. Brug det frugt du har - men sørg nu for at det er frisk frugt. Det smager altså bedst!

Ingredienser
2 bananer
1 æble
1 pære
1 appelsin
2 kiwier
100-150 vindruer
1 lille bakke jordbær
100 g. mørk chokolade (god kvalitet!)
1 drys vanillepulver
En smule jordnøddeolie (evt. suppleret af lidt mandelolie)

Skær frugten ud i tern (ikke for store) og bland det godt med vanille pulver og olie
Riv chokoladen og drys den over. Kom det hele i køleskabet indtil det skal serveres.

Hvis du vil supplere med lidt ekstra, kan du røre lidt sojayoghurt med lidt vanillepulver (og evt. en smule Birkesød) - så har du en perfekt creme!

søndag den 19. oktober 2008

Is - Den gode og børnevenlige

Her er den is, som vi ofte laver hvis vi skal have lidt dessert. Den er også god for børn at gå i seng på, da den ikke indeholder sukker og sukker, men derimod frugt og olie.

Ingredienser
1 banen
Frossen frugt (mango, jordbær, hindbær, ananas, melon eller hvad du nu har i fryseren)
1 spsk olie (evt. mandel eller rapsolie)
1 knsp. vanillepulver
Evt. et par dadler for at søde en smule.

Kom alle ingredienserne ned i en foodprocessor og kør det i et minuts tid.

Gør den mere mættende:
1. Kom evt. en spks. Fiber Husk i
2. Kom 1-2 tsk. valle- eller risprotein (Husk, at valleprotein er lavet på mælk!)

Velbekommen (Mums!)

Bagte æbler m/fyld

I anledning af weekenden er her én af vores yndlings-desserter - især netop nu, hvor der er masser af æbler i haverne.

Ingredienser
4 æbler
1 kop mandler
8-10 tørrede abrikoser
1 spks. kokosolie
½ tsk. kanel
1 knsp. vanillepulver (det rigtige vanillepulver fra Urtekram)

Udhul æblerne (eller skær dem midt over og fjern kernehuset - det er oftest lettere).
Kom mandler, abrikoser, olie, kanel og vanille i en lille blender/minihakker og kør det rundt indtil du har en fin blanding. Du kan evt. tilsætte en spsk. vand hvis det bliver for "tørt".

Kom blandingen i æblerne og stil dem i ovnen ved 160 grader indtil æblerne er møre (ca. 20 minutter)
Server dem evt. med soya-yoghurt rørt op med lidt vanille.

Virkelig lækkert.

tirsdag den 14. oktober 2008

Klatkager

Vi havde en smule ris tilbage fra aftensmaden i går og fik den idé, at forsøge os med klatkager. Det blev yderst vellykket. Bare sørg for, at risene ikke er blevet saltet (!).

Ingredienser
1 dl. kogte ris
2 dl. mælk
½ dl. rismel
1 æg
1 tsk. Birkesød (du kan evt. også bruge en most banen i stedet)
1 knsp. vanillepulver
1 drys kardemomme

Pisk mælk, æg og rismel sammen og tilsæt sukker, vanille og kardemomme. Til sidst vender du risene i.
Du steger klatkagerne på en varm pande i lidt kokosolie.

Mums!

Få flere spændende dessert opskrifter - tilmeld dig nyhedsbrevet:








Tilmeld dig vores nyhedsbrev
* indicates required









Powered by MailChimp